Jeg er født og opvokset i Århus, nærmere i Viby, hvor jeg boede de første 18 år af mit liv; de fleste af dem sammen med min mor, far og min storebror.
Ehlers Danlos Syndrom, fik jeg konstateret allerede som 4 årig. Efter en barndom og ungdom med diverse udfordringer pga. denne sygdom, fik jeg i 2010 følgende diagnose: "Social Fobi - en slags bekymrings angst som stiger i sociale situationer, der omhandler hendes Ehlers Danlos Syndrom"
Jeg har forsøgt mig med rigtig mange ungdomsuddannelser, først matematisk gymnasium i 2003, men efter 1½ år, måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Dernæst er det blevet til 3xHF på VUC, 2xHG på Erhversuddannelserne, 1xHF på Århus Akademi, men indtil videre har jeg ikke kunne fuldføre nogle af dem.
Ind i mellem, jeg har forsøgt mig med uddannelse, har jeg arbejdet på Århus Universitet's hovedadministration. Her var min chef en ven af familien, som kendte til situation og jeg fik derfor lang snor. I 2009, gik denne desværre på pension og det var ikke muligt at forsætte under ny ledelse.
I 2007 stod jeg pludselig uden bolig, uden beskæftigelse og uden nogen plan... Min bror forslog et højskoleophold, da det måske kunne give mig et pusterum. Tanken der først slog mig var "Højskole??? Hippier i islandske sweaters med guitarer rundt om et bål... NEJ TAK!" men efter at have tænkt i et stykke tid, indså jeg at det nok egentligt var et godt forslag og jeg skrev mig op til et 6-måneders-ophold på Europahøjskolen på Kalø, hvilket endte med at blive det bedste der længe er sket i mit liv! Faktisk så godt at jeg tog 6 måneder mere ;)
Siden januar 2010 har jeg været arbejdsløs og i kommunens system... det er lidt af en rodekasse at komme i, har været sendt på diverse kurser og tilbud, der i meget varrigerende grad var relevante for mig. I 2011 blev jeg "sygemeldt". Hvilket vil sige jeg stadig var på kontant hjælp, men var fritaget for kurser og skulle i stedet bruge tid på behandling.
Lige for lidt siden blev jeg en del af Århus Kommunes nye projekt "Der er brug for dig", hvilket (på trods af det noget nedladende navn) lyder som noget jeg kunne bruge. Det handler nemlig om at få afklaret hvad borgeren (altså mig) kan og om at finde tilbage til arbejdsmarkedet på en måde der er hensigtsmæssig, både for kommune og mig selv.
Den 22. maj 2013 fik jeg tildelt en mentor, en super sej ung kvinde, som hjælper mig med at overskue verden. Hun har givet mig mod på livet igen og derfor starter jeg nu denne dagbogsblog.
Jeg lever meget mit liv i to dele - de gode perioder og de dårlige perioder.
Når de dårlige perioder udebliver, har jeg masser af tid og overskud til hobbyer, projekter, frivilligt arbejde, venner og familie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar